Jeg tror, alle har oplevet på en tur i skoven eller i parken at møde en fugleunge, der er faldet ud af reden, eller katten der slæber en mus hjem, som stadig lever. Det kan også være en hjort, der er blevet påkørt langs vejen, men stadig lever. Dyrenes Beskyttelse driver af samme årsag en Dyretelefon, som alle kan kontakte, hvis de finder et dyr, der er kommet til skade eller på anden måde er nødstedt. Men spørgsmålet er, hvornår vi har pligt til at hjælpe disse nødstedte dyr? Skal vi blande os i naturens orden, når de vilde dyr godt kan finde ud af at dø selv?
Spørgsmålet kunne også formuleres, hvornår skal mennesket gribe ind i naturens orden og aflive nødstedte vilde dyr? De vilde dyr dør, det har de altid gjort i vores natur. Årsagen til, at de dør, er mangfoldig, det kan være sult, sygdom, predation, jagt, trafik, alderdom eller noget helt andet. Der findes mig bekendt ingen undersøgelser, der viser fordelingen af dødsårsager blandt de vilde dyr. Dyr er i denne her forbindelse bredt forstået, som både fugle, padder, krybdyr, fisk, pattedyr og hvirvelløse dyr.
Har du evner, har du pligt, er vistnok et gammelt Mærsk citat, som jeg er meget enig i. Jeg mener, at vi som mennesker har en pligt til at aflive de nødstedte vilde dyr, vi tilfældigt støder på i naturen, hvis de enten er for vilde til at behandle, eller skader og sygdom er så fremskredent, at det er uundgåeligt, at de vil dø. Det er selvfølgelig under den klare forudsætning, at vi har evnerne og mulighederne, ellers må vi kalde på hjælp. Næsten alle kan aflive en nøgen fugleunge, hvis den ligger på jorden, og det ikke er muligt at lægge den tilbage i en rede. Det gøres enkelt ved at vride hovedet og samtidig lave et kontant træk i kroppen, så hoved og krop skilles. Hvis det derimod drejer sig om større dyr, som for eksempel et rådyr, så er det klogt at tilkalde assistance, hvis man ikke er jæger eller på anden måde professionel i forhold til aflivning af dyr, som for eksempel en dyrlæge, slagter eller landmand. Som naturvejleder har jeg som regel en kniv med i naturen, hvilket knivloven giver mulighed for, som flere gange er blevet brugt til aflivning af et nødstedt rådyr.
Jeg gør det for min egen samvittigheds skyld, for jeg kan ikke afgøre, om en aflivning er en nådeshandling, dyret selv ville vælge, hvis det var muligt. Men jeg lever fint med at tro, at det gør en positiv forskel for dyret, at det ikke skal lide længere.
Når først det nødstedte dyr er dødt, så lad det endelig ligge, hvis det ikke er til gene og fare for den øvrige trafik. Vores natur mangler døde dyr til det store regiment af nedbrydere, som lever af at finde et kadaver.
Læs også...
Thomas Søbirk Petersens blogindlæg: Bør vi redde vilde dyr, der lider?
Sebastian Kleins blogindlæg: Død er liv – husk det nu.