Peter, en af mine kolleger, fortæller: ”Jeg går en tur ved Sortedamssøen i København, da jeg ser, at folk pludselig stimler sammen og råber i munden på hinanden. Da jeg kom nærmere, ser jeg, at årsagen til den oprørte forsamling var, at en svane var ved at drukne en anden svane. Nogle kaster grene efter den angribende svane for at forhindre den i at drukne den anden svane. Andre i forsamlingen råber, at man skal lade naturen gå sin gang. Så hvad mener du Thomas, du som er medlem af Det Dyreetiske Råd?” Her er mit umiddelbare svar. Jeg mener, at hvis man kan redde en svanes liv, uden at det har store omkostninger for en selv eller andre dyr, bør man gøre det. Det er bedre, alt andet lige, at et liv leves, end at det ikke leves. Og vi mennesker er jo også en del af naturens gang og kan gribe ind, hvis vi mener, at vi kan redde et dyr fra lidelse og død. Så ideen om, at vi skal lade naturen gå sin gang, kan jo også involvere mennesket. Der er selvfølgelig nogle indvendinger, man kan rejse til mit svar. Vil det, at forhindre en svanes død, bare lede til, at svanen vil blive druknet en time senere? Jeg ved det ikke, men det er også muligt, at svanen kunne overleve ved for eksempel at forlade Sortedamssøen og leve videre et andet sted. Det får vi nok aldrig svar på.
Men uanset om du mener, at det dyreetisk set er forkert at forhindre den ene svane i at slå den anden svane ihjel, mener jeg, at Peters oplevelse rejser et meget vigtigt og ofte overset dyreetisk spørgsmål. Bør vi hjælpe vilde dyr, der lider, eller som er ved at dø en meget smertefuld død? Situationer, hvor et dyr dræber et andet dyr for at opnå føde eller for at forsvare sit afkom, skal vi mennesker som udgangspunkt ikke blande os i. Her er jeg enig med Sebastian. For vi kan her let gøre mere skade end gavn ved at ødelægge et velafbalanceret økosystem. Men debatten om, hvorvidt vi skal redde dyr i den vilde natur, er, som eksemplet med svanerne viser, noget kompliceret. Men lad mig prøve at give to eksempler på, at vi bør gribe ind og redde vilde dyr fra at dø eller lide. Forestil dig en koloni af koalaer, der på grund af en naturkatastrofe, fx en skovbrand, vil omkomme i flammerne med mindre mennesker redder dem i sikkerhed. Eller hvad med en hjort, der lider af en alvorlig sygdom, der medfører meget lidelse, men hvor hjortens lidelse kan blive afkortet væsentligt, hvis en jæger afliver den. I disse to og lignende situationer, mener jeg helt klart, at vi som mennesker bør redde dyreliv og forhindre dyr i at opleve ekstrem smerte.
Min begrundelse er følgende. Lad os antage, at vi som udgangspunkt har pligt til at forhindre og lindre menneskers lidelser, der er forårsaget af fx naturkatastrofer og sygdom, og at vi også anerkender, at dyr kan lide. Hvis du er enig så langt og samtidig anerkender, at vi har moralske hensyn i forhold til dyrene, så har vi også en moralsk pligt til at forhindre eller lindre lidelse, som vilde dyr på grund at naturkatastrofer eller sygdom lider under. I Det Dyreetiske Råd har vi udarbejdet et notat (Dyreetik, dyrevelfærd og Det Dyreetiske Råd), hvor der blandt andet står skrevet, at ”Rådets drøftelser tager dog udgangspunkt i antagelsen om, at dyr, uanset art, har direkte krav på etiske hensyn, og at mennesker derfor har forpligtelser over for dem.” Hertil kan man indvende, at vi kun er moralsk forpligtet til at forhindre og formindske skade på dyr, hvis eksistens vi selv er ansvarlige overfor, således at vi kun er moralsk forpligtet til at bekymre os om husdyr, kæledyr og andre dyr, der er i vores varetægt. Men hvorfor dog det? Lidelse er lidelse – uanset om lidelse forgår hos dyr, der er i vores varetægt eller ej. Og hvis vi forholdsvis let kan forhindre, at dyr lider, bør vi selvfølgelig huske hinanden på, at vi, som eksemplerne viser, hjælper dyr, der er udsat for lidelsesfulde naturkatastrofer og sygdom.
Læs også...
Sebastian Kleins blogindlæg: Død er liv – husk det nu.