Døden er et ubehageligt emne. Det er ikke rart at snakke om den eller tænke på den. Selvom vi alle sammen uvægerligt vil ende med at dø, så er det de færreste, der ligefrem imødeser døden med glæde. Som art har mennesket i historisk perspektiv altid arbejdet for at udsætte døden. Og i dag er langt de fleste da også af den opfattelse, at et liv helst skal vare så lang tid som muligt.
Vi har igennem længere tid i større og større grad overført denne filosofi til også at gælde dyr. Mange mennesker mener, at dyreliv er ligeså værdifuldt som menneskeliv, og at vi derfor i samme grad bør bestræbe os på at forlænge dyrenes liv. Og her løber vi ind i nogle vanskeligheder. I naturen er døden nemlig en ret praktisk ting. Ja, faktisk er døden en livsvigtig nødvendighed! Det kan måske lyde lidt besynderligt – men den er god nok. Ingen levende organismer kan nemlig overleve, uden andre organismer dør. Alt liv næres af, at noget andet liv forgår. Rovdyr spiser (æder) andre dyr. Planteædere spiser levende planter, og planter er afhængige af organisk materiale for at kunne spire. Hvad enten det er dyr eller planter, så skal nogen dø, for at andre kan overleve. Døden er simpelthen forudsætningen for alt liv. Vi skal med andre ord bruge død i naturen – og gerne masser af den. Mængden af død i naturen hænger nemlig uløseligt sammen med mængden af liv. Jo flere dyr der dør, jo flere dyr vil få lov at leve. Derfor er det vigtigt, at vi ikke overfører vores egne forhåbninger om et langt liv til naturen. Det er nemlig vigtigt, at livet i naturen får lov til at dø, så det kan nære mere liv.
For et par måneder siden blev en kvinde hyldet på Facebook, da hun beskrev, hvordan hun havde reddet et pindsvin. Kvinden havde overværet en grævling ”overfalde” pindsvinet. Hun havde (”uden tanke for eget liv og lemmer”, som det så malende hed i opslaget) resolut skræmt grævlingen væk og frelst det hårdt sårede pindsvin, som så kunne komme i menneskelig pleje med mulighed for senere genudsætning.
Eksemplet rammer godt ind i den blindhed, der i mange henseender præger vores forhold til naturen. Selvom de fleste er bekendt med udtrykket ”naturens orden”, så er det ikke altid, vi inkluderer nuttede dyr i den. Og et pindsvin er jo nærmest indbegrebet af ”nuttethed”. Men nuttede dyr skal altså også dø – og heldigvis for det. Et pindsvin føder op mod 9 unger om året, hvilket ville blive en hulens masse pindsvin, hvis altså ikke de netop døde som – ja, pindsvin. Og det gør de heldigvis, fordi der er en stor ungedødelighed, og fordi grævlinger og hundredvis af andre rovdyr og ådselædere kan leve af deres kød.
Naturen er barsk, og det kan være svært at forstå, at den tilsyneladende hverken rummer barmhjertighed eller retfærdighed. Men naturens konstante cyklus fungerer. Og det gør den, lige så længe vi giver naturen og alle dens levende organismer lov til at leve - og ikke mindst lov til at dø.
Læs også...
Thomas Søbirk Petersens blogindlæg: Bør vi redde vilde dyr, der lider?