Ved sidste års VM i ridesport blev det til ikke mindre end ti danske medaljer, hvilket bringer Danmark op som en af verdens bedste ridenationer. Og det er jo flot for et lille land som Danmark. Der er da heller ingen tvivl om, at de mange medaljer er med til at øge interessen for ridesport herhjemme. Men samtidig er det også en god grund til at se sporten efter i sømmene. For der er heller ingen tvivl om, at det er en sport, hvor hestenes velfærd på grund af det høje ambitionsniveau og de mange penge, der er involveret, potentielt kan komme under et gevaldigt pres.
Overordnet set er det vigtigt at gøre op med ridesportens syn på hesten som en ”glad atlet”. I al ridesport handler hestens deltagelse udelukkende om menneskers interesser og ambitioner, der udleves gennem hesten. Og det er en meget vigtig skelnen, da det er velkendt, at elitesport kan have store fysiske og psykiske omkostninger for udøverne. Men for os mennesker er det selvvalgt, og man kan til enhver tid stoppe, hvis det bliver for meget. Det samme gælder ikke for hestene, og derfor har udøverne og organisationerne bag et stort ansvar for på alle måder at sikre, at sporten ikke går ud over hestenes velfærd.
Dansk Rideforbund har udarbejdet et sæt etiske retningslinjer for brug af heste til ridesport samt et fælles reglement for de ridesportsgrene, der hører ind under forbundet. Begge dokumenter giver udtryk for, at hestens velfærd altid skal gå forud for fx trænerens, rytterens og ejerens interesser og ønsker. Og det er jo et rigtig godt signal at sende. Men ingen intentioner eller regler er bedre end den måde, de kommer til udtryk ved deres implementering. Og i praksis viser det sig desværre, at de gode tanker ikke altid får den prioritering, de bør have.
Generelt er der brug for langt større fokus på kontrol af skader og brug af fysisk og psykisk vold før, under og efter hestenes deltagelse i konkurrencer. Der er brug for større kendskab til hestenes naturlige adfærd og ikke mindst deres konfliktadfærd, som er nøglen til at aflæse hestens øjeblikkelige reaktion på de signaler, rytteren sender. Og det kendskab bør smitte af på vurderingen af hestens præstationer, så kun præstationer, der sker uden udvisning af konfliktadfærd eller tegn på smerte eller andet ubehag præmieres, uanset, hvor fejlfrit eller hvor hurtigt hesten ellers er kommet igennem konkurrencen.
Og i den lidt grovere ende bør der være mere fokus på brug af forskellige former for udstyr. Udstyr som bid, sporer og pisk bør kun benyttes til at vejlede og korrigere hesten med, aldrig som straf. Det er alle enige om i teorien, men desværre ikke altid i praksis, når først hesten skal præstere. Her bør der også være større kontrol både før, under og efter konkurrencen.
Disse anbefalinger og mange andre er beskrevet udførligt i Det Dyreetiske Råds "Udtalelse om brug af heste til sport". Der er brug for nytænkning inden for ridesporten, hvis den fortsat skal være en accepteret sportsgren herhjemme, og hvis den skal leve op til de etiske idealer for hestenes velfærd, som Dansk Rideforbund selv har beskrevet. Rådets anbefalinger gælder i øvrigt også andre former for hestesport.
Vil du vide mere om emnet?
Læs Det Dyreetiske Råds overvejelser i udtalelserne om brug af heste til sport (2023) og om hold af heste (1998).