Heste har været et uundværligt arbejdsdyr for mennesker i årtusinder, blandt andet i krige, til transport og som trækdyr. Der er ingen tvivl om, at dette tætte samarbejde i mange situationer har knyttet stærke bånd mellem hest og menneske, og de har med deres evne og villighed til at samarbejde med os i høj grad bidraget til menneskets udvikling. I dag betragtes heste typisk ikke længere som brugsdyr, men de spiller stadig en meget stor rolle både på hobbyplan og i sportsverdenen. Det ligger lige for at tænke, at heste nu lever en luksustilværelse, hvor de bliver passet efter alle kunstens regler. I sportens verden, hvor hestens præstationer i samspil med rytteren kan indbringe store pengesummer og opfyldelse af høje sportslige ambitioner, er der dog risiko for, at hestenes velfærd bliver tilsidesat.
Heste er flokdyr, og de knytter stærke og varige bånd til andre heste, hvis de får mulighed for det. Det ligger i deres natur at bruge det meste af deres vågne døgn på at græsse sammen og bevæge sig efter føde. Dette harmonerer dårligt med menneskers behov for at holde hestene på boks eller i små ene-folde af bekvemmelighed eller for at undgå de eventuelle skader, som kan opstå på en fold sammen med andre heste. I en verden, hvor køb og salg af heste foregår efterhånden som rytterens evner, ambitioner og muligheder ændrer sig, nedprioriteres bevarelsen af hestes nære tilknytning til andre heste nemt. Hesten trænes kun i kort tid ad gangen, og derfor har den øvrige del af døgnet meget stor betydning for hestens muligheder for at få opfyldt de adfærdsmæssige behov, og dermed opnå en god velfærd.
Under det tætte samspil i træningen og ridningen er hesten fuldstændig underlagt rytterens evner og forståelse for hesten. Den er fuldstændig afhængig af, at mennesket har den nødvendige viden og ikke lader dårligt humør og egne frustrationer gå ud over dyret.
Én ting er rytternes ridefærdighed. En anden ting er brugen af udstyr (som f.eks. pisk og sporer). Udstyr kan bruges som hjælpemidler, men også som tvangsmidler alt efter, hvordan det bliver brugt. Grænsen mellem, hvornår udstyr bruges, så det blot letter kommunikationen mellem hest og menneske, og hvornår udstyret er unødigt generende for hesten, kan være flydende. Det er således oftest op til rytterens og trænerens evner og vilje at bruge udstyret, så det hjælper hesten og ikke generer den unødigt.
Der findes heldigvis efterhånden god og valid forskning om hesteadfærd – og debatten om dyrevelfærd har i de seneste år ført til mere forskning om, hvordan forskellige typer af ridning og udstyr påvirker hesten. Det Dyreetiske Råd har tidligere udtalt sig om hold af heste generelt, og Rådet har nu valgt at se nærmere på brugen af heste i sport.
Det er en kendsgerning, at domesticerede heste kun er her for vores skyld og kun er fremavlet i kraft af den funktion, som de udfylder for os mennesker. Det giver os et stort ansvar for at sørge for, at deres liv bliver så gode som muligt. Og her hviler der et stort ansvar på de mennesker som omgås og bruger sportshestene, for at få implementeret resultaterne af forskningen i håndteringen og træningen af hestene. Det gælder især trendsættere som bl.a. de professionelle ryttere. Der er heller ikke nogen tvivl om, at den erklærede kærlighed til hestene i hestesportsverdenen er stor. Men det er muligt, at det i nogle tilfælde, ligesom ved andre former for hold og brug af dyr, kan være nødvendigt med lovgivning for at sikre beskyttelse af hestene og øget dyrevelfærd. Det er alt dette, Det Dyreetiske Råd vil kigge på i den kommende udtalelse.
Foto: Sachart
Vil du vide mere om emnet?
Læs Det Dyreetiske Råds overvejelser i udtalelsen om brug af heste til sport (2023).