I store dele af det konventionelle landbrug er der ingen tvivl om, at dyr lider. Et lille eksempel: Grise får kuperet deres hale uden bedøvelse, og de lever ofte indendørs på 0.65 kvadratmeter per gris. Grisene har således svært ved få tilfredsstillet, hvad der kendetegner et godt griseliv med adgang til at kunne rode i jorden, bygge rede, tage mudderbade og ligge lidt for sig selv og slappe af. Cirka en fjerdedel af alle grisene dør inden for de første 4 uger primært på grund af sult, kulde og sygdomme. Mange grise får mavesår på grund af deres foder, og de får cirka 20 gange så meget antibiotika som en økologisk gris. Det er vigtigt her at bemærke, at der er store forskelle mellem de enkelte landbrug. Nogle landmænd går meget op i at gøre det korte liv så godt som muligt for dyrene, andre desværre ikke. Læg hertil det ubehag som de fleste dyr oplever i forbindelse med transport og slagtning.
Men ét er at dyrene lider – og særligt i den konventionelle del af landbruget. Noget andet er, at de bliver opdrættet og slået ihjel alene for at blive spist af os mennesker. Alene i Danmark producerer vi, for eksempel, hvert år i omegnen af 28.000.000 grise og cirka 100.000.000 slagtekyllinger som alle hvert år bliver slået ihjel. Jeg håber, at alle er enige med mig i, at når vi påfører et andet væsen lidelse eller slår det ihjel, så skal vi kunne give en god etisk grund for at gøre dette. Jeg mener, at vores brug af dyr som fødevarer rejser ikke blot det vigtigste dyreetiske spørgsmål, men et af de vigtigste etiske spørgsmål i verden: Er det etisk forsvarligt, at vi skaber så meget lidelse blandt dyr, og slår så mange dyr ihjel, for at vi mennesker kan spise dem, når vi samtidig har rig mulighed for at få en sund kost baseret på ikke-animalske fødevarer?
I Det Dyreetiske Råd, har vi for eksempel inden for de seneste år beskæftiget os med mange spændende dyreetiske problemstillinger, foruden at vi har deltaget i udarbejdelsen af undervisningsmateriale om dyrevelfærd og dyreetik for folkeskoleelever. Vi har fx udarbejdet udtalelser og høringssvar om, hvorvidt buejagt må udvides til også at gælde storvildt; hvilke kamphunde der skal være forbudte, i hvor lang tid ude i fremtiden det stadigvæk må være lovlig at opstalde kvæg i såkaldte bindestalde; hvad der skal ske med vilde cirkusdyr, som elefanter og søløver, efter at det er blevet forbudt at anvende dem i cirkus, om brug af dyr til rewilding ved naturforvaltning osv.
Jeg er derfor glad for, at vi også har haft tid til at diskutere nogle af de centrale etiske argumenter, der findes i faglitteraturen såvel som i den offentlige debat, om hvorvidt det er etisk forsvarligt at bruge dyr som fødevarer, og at der er opbakning i Rådet til, at vi nu skriver nogle blogindlæg om dette vigtige dyreetiske spørgsmål (læs også Det Dyreetiske Råd: ”Vegetar og veganer for dyrenes skyld?”). Blogindlæg som forhåbentlig kan inspirere til diskussion og vigtigst af alt i denne diskussion, at dyrene får det bedre. Lad mig begynde med at præsentere og udfordre nogle argumenter, der forsvarer, at vi påfører dyr lidelse og slår dem ihjel, for at vi kan bruge dem som fødevarer. Herefter vil jeg argumentere for, at der er stærke etiske grunde til, at vi baserer vores kost på en plantebaseret kost. Der er selvfølgelig andre argumenter i diskussionen, end dem jeg nævner i dette blogindlæg, men af pladsmangel er det umuligt at nå at give alle en saglig behandling.
Et centralt argument for at slå dyr ihjel og spise dem er, at det er naturligt for os mennesker at spise kød eller andre animalske fødeemner. Vores krop er fra naturens side indrettet på en måde, så vi også kan spise dyr, og der er derfor intet etisk forkert ved for eksempel at spise kød. Men denne variant af unaturlighedsargumentet har sine klare begrænsninger. Blot fordi noget er muligt med vores krop eller på grund af vores biologi, er det jo ikke ensbetydende med, at vi så også skal bruge kroppen til lige netop, hvad der er mulighed for. For eksempel er vores hænder også indrettet på en sådan måde, at vi kan bruge dem til slå eller kvæle andre mennesker, hvis vi har lyst til det. Men blot fordi vi er udrustet med disse muligheder, følger jo ikke, at det er etisk rigtigt at bruge vores hænder til at slå og kvæle andre mennesker, når vi har lyst til det. Så blot fordi vi kan spise kød og andre animalske fødeemner, er det jo ikke ensbetydende med, at det er etisk forsvarligt at bruge dyr som fødevarer. Hvad der er naturligt, eller hvad vi forstår ved det naturlige, er også meget vagt og kontekstafhængigt. Er fx moderne svine- og slagtekyllingeproduktion naturligt? Næppe. Men måske man mener, at der er én bestemt naturlig orden, hvor der er rovdyr og byttedyr, og at vi mennesker blot spiller vores rolle i denne orden som rovdyr. Men ideen om en naturlig orden og at det er godt at følge denne orden, skal vi være meget på vagt overfor, da den er blevet brugt til at undertrykke forskellige folkeslag, menneskeracer, kvinder og seksuelle minoriteter. En lidt anden måde at forstå tankegangen om, at det er naturligt at slå dyr ihjel og spise dem, bygger på følgende observation: Da nogle andre dyr spiser dyr, så kan vi mennesker, som jo også er dyr, også tillade os at spise dyr. Men den logiske og etiske tankegang i denne variant af unaturlighedsargumentet er svag. Normalt vil vi jo ikke mene, at dyr er moralske rollemodeller for mennesker. Når en hanløve slår en konkurrerende hanløves unger ihjel, er det jo ikke noget vi ønsker at efterligne, eller når en kat leger med en mus og til sidst flænser den ihjel, er det jo ikke noget, vi mener, vi mennesker bør efterligne. Men hvis vi skulle efterligne dyr, kunne vi jo lige så godt efterligne de planteædende dyr, som jo ofte er de dyr, som vi spiser.
I stedet for et naturlighedsargument kan man sige, at vi har brug for kød og andre animalske fødeemner i vores kost for at få nok proteiner, eller fordi det er en vigtig del af vores kultur at samles om at spise fødevarer fra dyr, eller fordi det er godt for vores økonomi. Men for det første er der gode alternativer til kød og andre animalske produkter for at få en sund og velnærende kost. For det andet, blot fordi noget er en del af vores kultur og har nogle umiddelbart økonomiske fordele, er det jo ikke undtaget kritik. Engang var det en del af vores kultur at handle med slaver; at kvinder ikke havde stemmeret eller måtte uddanne sig på universitetet, og at homoseksualitet var strafbart. I dag har vi ændret disse dele af vores kultur – ændringer der er gode grunde til at bevare. Så hvis en udbredt kulturel praksis er problematisk, så skal vi ændre den, også selv om der kan være nogle økonomiske fordele ved denne praksis. Blot fordi brug af dyr som fødevarer er en del af vores kultur – dog i mindre og mindre grad – så betyder det jo ikke, at det derfor er, etisk set, rigtigt.
Argumenterne for en plantebaseret kost er der ligeledes flere af. Nogle handler om menneskelig sundhed og betoner, at vi i den vestlige verden fx spiser mere kød, end hvad der er godt for os, eller at det, generelt set, er sundere at spise plantebaserede fødevarer end fødeemner fra dyr. Andre argumenter handler om, at produktionen af kød og andre animalske fødevarer udleder væsentligt mere drivhusgas i atmosfæren sammenlignet med produktionen af plantebaserede fødevarer. For eksempel kommer en del af vores foder til danske grise fra Sydamerika, som har ryddet regnskove for at kunne dyrke den sojaskrå, som er en vigtig ingrediens i meget dyrefoder. Så hvis vi ønsker at efterlade kloden til vores efterkommere, så de også får chancen for at leve gode liv som os, så er det en god ide at leve mere bæredygtigt. Og det kan vi gøre ved at spise mere lokalt og mere plantebaseret.
En tredje gruppe af argumenter til fordel for en plantebaseret kost hviler på hensynet til dyrenes livskvalitet og liv. For det første, hvis flere gik over til en plantebaseret kost, kunne vi undgå meget lidelse og død for millioner af dyr i vores landbrugsproduktion. For det andet kan vi skabe mere biodiversitet og skabe rum for flere dyr i vores natur, hvis vi ændrer vores madvaner til en mere plantebaseret kost. Hvordan det? Jo, det skyldes den simple kendsgerning, at det kræver langt mindre plads at producere vegetabilsk frem for animalsk protein. Det betyder, ifølge visse studier, at hvis vi overgår til en plantebaseret kost, kan vi frigøre kæmpe landområder til vild natur, som vil kunne indeholde langt flere vilde dyr, end tilfældet er i dag (Singer & Mason, 2006, 210-223). Hertil kan man hævde, at selv en plantebaseret kost involverer, at der bliver slået dyr ihjel. Ja, det er rigtigt, at når fx en traktor pløjer en mark, så går der nogle mus og muldvarper til, og når kornet bliver høstet, så dør der en række dyr under mejetærskernes skarpe knive. Her er det dog værd at bemærke, at det jo også gælder for produktionen af de afgrøder, der bruges til at fodre dyr i kødproduktionen. Og en plantebaseret kost koster væsentligt færre dyreliv, eftersom det som tidligere nævnt kræver forholdsvis lidt plads at producere vegetabilsk protein (se fx Matheny 2003).
I det foregående har jeg argumenteret for, at der er gode grunde til, at vi bør leve og spise efter en plantebaseret kost. Jeg anerkender dog fuldt ud, at det kan være svært at bryde med gamle vaner, indgroede præferencer og kulturelle normer. For mig at se er løsningen derfor heller ikke, at vi skal slå os selv eller hinanden oven i hovedet over vores forbrug af animalske produkter, men snarere at vi skal støtte og hjælpe hinanden til at spise mere plantebaseret. Vi er trods alt ikke engle. Endeligt kan man indvende, at det ikke betyder noget, om du eller jeg spiser plantebaseret kost i forhold til at mindske lidelse eller forhindre, at dyr bliver slået ihjel. Der skal ske nogle politiske ændringer i forhold til at støtte plantebaseret kost, før det bliver mærkbart for dyrenes velfærd og liv. Det er rigtigt, at hvis det bare mig og dig kære læser, der ændrer vores kost, vil ændringerne være umærkelige. Men hvis vi er mange, der ændrer vores kost til plantebaseret kost, begynder det at betyde noget – der vil være brug for færre dyr i produktionen, og der vil være flere vilde dyr, samtidig vil politikerne ikke kunne undgå at lægge mærke til og handle på, at flere og flere ønsker en mere effektiv og bæredygtig brug af vores landbrugsjord, at vi udleder så lidt CO2 som muligt, og at vi mindsker lidelse for dyr og kun slår dyr ihjel, hvis der er absolut nødvendigt.
Litteratur
Singer, P & Mason J (2006) The Ethics of What we Eat. Text Publishing Australia.
Matheney, G (2003) Least Harm: A defense of Vegetarianism from Steven Davis’s Omnivorous Proposal. Journal of Argricultural and Environmental Ethics, vol. 16: 505-511.