Ulven er kommet tilbage til den danske natur. Det har givet en massiv debat i medierne og en overraskende polarisering mellem fortalere og modstandere af ulv. Set lidt udefra synes det undertiden som om selv højt begavede mennesker insisterer på at deponere al fornuft og saglighed, når debatten falder på den forkætrede ulv.
Det står klart, at mange mennesker nærer en enorm frygt til ulven, som da også kan være et farligt dyr. Alle undersøgelser peger dog på, at dens farlighed for mennesker er ret overvurderet i vores del af verden. Således skal vi tilbage til 1974 i Spanien for at finde det sidste ulvedrab på et menneske i den europæiske natur. Siden er der ikke konstateret fatale ulveangreb på mennesker i vores del af verden, og risikoen for at blive dræbt af en ulv i Danmark må derfor siges at være yderst minimal. Ikke mindst når vi ser på risikoen for at dø af angreb fra andre farlige dyr, som vi traditionelt ikke frygter i samme høje grad. De færreste er således bekymrede for at blive dræbt af hugorme (5-10 europæere dør hvert år af hugorme bid), bier og hvepse (over 100 europæere dør hvert år af insektstik) eller flåtbid (flere tusind mennesker bliver hvert år alvorligt syge af flåtoverførte sygdomme).
Men ulvens genkomst medbringer også etiske overvejelser. Ulve æder nemlig får. Siden 2013 har staten udbetalt erstatning på 181.700 kroner til fåreavlere, som kompensation for de i alt omkring 200 ulvedræbte lam og får. Kompensationen dækker for så vidt de økonomiske tab, men et dyreetisk spørgsmål er samtidigt dukket op. De angrebne får og lam er nemlig ofte særdeles ilde tilredt. Det har fået flere til at pege på, hvorvidt det er etisk forsvarligt at lade et rovdyr vandre omkring i Danmark, som i den grad kan mishandle vores husdyr og hjortevildt. Eller sagt på en anden måde. Må naturen egentlig være dyreplager?
Svaret er i virkeligheden ret simpelt. Det må naturen godt – så længe det altså foregår i naturen. Når naturen begynder at plage dyr, der står under menneskets beskyttelse, har vi problemerne. Her er vi moralsk forpligtet til at beskytte vores husdyr.
Ulven er ganske vist ny i Danmark, men problemerne er velkendte. Vores største kragefugl ravnen har eksempelvis en slem forkærlighed for makabre aflivningsmetoder af grise. Ejere af frilandsgrise vil vide, at de ofte æder øjnene på nyfødte griseunger – eller slet og ret piller indvoldene ud af de små grisebasser via tarmåbningen. Også ræve har en særlig begejstring for nyfødte grise, men her har de fleste landmænd sikret sig vha. rævesikre hegn. Ræv er til gengæld et problem for folk med høns, ænder og kaniner. Her er også mår et stort problem. Og når en ræv eller en mår først kommer ind i en hønsegård eller et kaninbur, så er der dømt blodbad. Jagtinstinktet tager simpelthen over hos rovdyret og alt, hvad der skræpper – endsige bevæger sig – bliver nedlagt.
Vi mennesker har udarbejdet etiske regelsæt, som skal overholdes, når man har med dyr at gøre. Reglerne kræver f.eks., at vi afliver dyr hurtigt og smertefrit. Det er en fin regel. Men man kan ikke overføre den til den vilde natur. Naturen har hverken moral eller etik. Når et dyr dør i naturen, dør det stort set altid under smerte og lidelse. Der er ikke mange blide aflivningsmetoder i naturen. De færreste rovdyr afliver deres byttedyr øjeblikkeligt. Og de dyr som ikke bliver dræbt af andre dyr, må i stedet dø langsomt af sult og sygdom. Det er sådan naturen fungerer.
Som den tidligere ZOO-direktør, Bent Jørgensen sagde engang ”Hvis folk vidste, hvad der foregår i naturen, vil de kræve den forbudt”. Hvis vi forsøger at pålægge naturen vores etiske regelsæt, så vil naturen utvivlsomt fremstå som en modbydelig dyremishandler. Det skal vi derfor heller ikke. Naturen er naturlig. De dyr, der lever i den er skabt til at leve der – på godt og ondt. Etik og moral hører os mennesker til.
Læs også...
Anne Sørensens blogindlæg: Hvad laver ulve dog i Danmark?