En dyreetisk overvejelse i en frostkold tid
Når frosten bider, sneen dækker mark og skov, og rådyret skraber i den frosne jord, melder spørgsmålet sig: Skal vi hjælpe? Skal vi fodre de vilde dyr og fugle, eller er det netop naturens egen sortering, vi skal respektere? Spørgsmålet er ikke kun praktisk - det er en dyreetisk overvejelse, som udfordrer vores trang til at hjælpe over for naturens egne barske præmisser.
For mange, ikke mindst jægere, er vinterfodring en del af vildtplejen. I perioder med hård frost og dyb sne kan fødegrundlaget være reelt begrænset, hvilket bliver kompenseret med udfodring af majs eller korn fra foderanlæg, udlægning af roer eller ensilage. Hjortevildtet er fra naturens hånd fysiologisk tilpasset en næringsfattig kost i vinterperioden, hvilket betyder, at de højproteinrige fødekilder ødelægger vildtets fordøjelsessystem. Hvis man skal fodre, skal det altså ske med stor omtanke, fordi de vilde dyr er evolutionært indrettet til vinter. Sult og naturlig dødelighed er en del af økosystemets regulering. Når vi fodrer hjortevildt, kan vi risikere at:
- Øge bestandstætheden kunstigt
- Forstyrre eller ødelægge vildtets fordøjelsessystem
- Fremme sygdomsspredning
- Forhindre den naturlige selektion
- Skabe afhængighed
Særligt når fodring sker med henblik på at opretholde jagtbare bestande, bevæger vi os ind i et etisk spændingsfelt: Er det dyreetisk naturpleje eller unødvendig vildtpleje? Det har Det Dyreetiske Råd tidligere forholdt sig til i sin udtalelse om jagt (2010).
Jeg anerkender, at ved ekstreme og langvarige vinterforhold kan man give en hjælpende hånd til bl.a. hjortevildtet. Det kan bl.a. ske ved, at man fælder store træer, som giver hjorten masser af friske bladknopper og bark. Men den mest bæredygtige løsning er sjældent fodring. Det er bedre levesteder. Variation i landskabet, flere læhegn, urørte skovpartier, vintergrøn vegetation og vådområder giver dyrene naturlige ressourcer året rundt. Det er langsigtet vildtpleje – og samtidig den mest etisk holdbare.
PS. Hvad med fuglene, jeg elsker mit fuglebræt? Tja, dem har vi jo for vane at fodre i stor stil i haven eller nær vores hjem. Det hjælper helt sikkert nogle individer gennem en hård vinter, men set ud fra et dyreetisk perspektiv, så er det ikke det, der redder arten. Der er en grund til, at småfugle lægger et hav af æg og får flere kuld om året. Der er ganske enkelt indkalkuleret et stort tab af individer til sultne fjender og kulde. Fodring af småfugle medfører også nogle udfordringer, som sygdomsspredning og fejlernæring. Men min etiske konklusion er her klar. Jeg fodrer småfugle for min egen skyld i erkendelsen af, at det næppe gør en forskel for arten.