Det Dyreetiske Råd sendte for nylig en opfordring til fødevareministeren om at se nærmere på hundeloven. Rådet peger på udfordringer både i forhold til forbudte racer og til sager med hundebid.
Raceforbud
En række hunderacer er forbudt, men hvordan beviser man, hvilken race hunden er? I tvivlstilfælde skal ejeren kunne dokumentere, at hundens race ikke er blandt dem, der er forbudte. Forbuddet gælder også krydsninger, hvor de nævnte racer indgår. Men hvor langt tilbage i hundens generationer gælder dette krav? Man skal her huske, at forbuddet mod de tretten racer blev indført, fordi man anså dem for særligt farlige. Men hvor meget af denne ”farlighed” er bevaret, hvis det er fem eller endda ti generationer siden, at en af de forbudte hunderacer blev blandet ind i den pågældende, og ellers tilladte, hunds afstamning? Det er der ikke taget stilling til i den eksisterende lov, selv om det jo er logisk, at en eventuel nedarvet ”farlighed” vil blive udvandet med antallet af generationer, der er gået, siden ”farligheden” blev avlet ind i racen.
Selv hvis man skulle beslutte sig for en bagatelgrænse for indholdet af de ”farlige” gener, er der stadig et stort problem med forvaltningen af raceforbuddet. For hvordan dokumenterer man i det hele taget tilstedeværelse eller fravær af de ”farlige” gener? Er hunden stambogsført, kan man selvfølgelig gå lige så mange generationer tilbage, som stambogen har data for. Men hvad med de mange hunde, der ikke er stambogsførte, og som der i dag faktisk findes flere af i det danske hundehold end stambogsførte hunde? Hvordan skal man kunne dokumentere fravær af de ”farlige” gener hos dem? Genetiske analyser på baggrund af blodprøver fra de pågældende hunde er ikke altid nøjagtige nok til at vise forskelle mellem racerne i krydsninger, der går mere end et par generationer tilbage. Selv da kan testene i nogle tilfælde være usikre, da de fleste hunderacer er opstået ved blandinger af andre racer. For ejere af hunde, der ikke er stambogsført, kan det blive en næsten umulig opgave at dokumentere, at der ikke har været en eller flere af de forbudte hunderacer blandt forfædrene til deres hund. De kan derfor stå som magtesløse, hvis de bliver stillet over for et krav om at kunne bevise deres hunds genetiske ophav for at undgå, at deres hund bliver aflivet.
Hundebid
Hvis en hund har bidt en anden hund eller et menneske, kan hundeejeren få et påbud, selv om hunden ikke er af en forbudt race. Til brug for den slags sager har man udarbejdet en vejledning, der beskriver, hvornår der er tale om et såkaldt ”skambid”, som er den alvorligste form for hundebid. Hvis der er tale om et skambid, skal politiet lade hunden aflive. Det kan umiddelbart lyde fornuftigt. Men heller ikke her er det så simpelt, som det måske kan lyde, især ikke, når der er tale om en hund, der har bidt en anden hund. Et bid kan være meget alvorligt for den hund, det går ud over, og skabe frygt hos både hunden og ejeren. Hunden der bider, er dog ikke nødvendigvis generelt farlig for omgivelserne. Biddet kan f.eks. være afgivet i en konflikt hundene imellem, som kan være startet af den sårede hund. Hvis f.eks. en ejer tillader, at deres lille hund farer gøende og snerrende helt hen i hovedet på en stor hund, kan den store hund godt blive skræmt og føle sig så presset, at den bider ud, selvom den aldrig af sig selv ville starte en aggressiv handlig. Fordi den store hund er stærkere og har større tænder, kan den dog forårsage en mere alvorlig bidskade. Bidskader bør derfor ikke kun vurderes ud fra alvorligheden af biddet, men også ud fra omstændighederne ved biddet. Her bliver en vurdering af situationen og af de to hundes generelle adfærd meget vigtig. Og det er ikke enhver beskåret at kunne vurdere dette. Derfor har man da også udpeget et antal særligt hundesagkyndige, som kan konsulteres i sådanne tilfælde. Politiet er dog ikke forpligtet til at følge den hundesagkyndiges anbefalinger, og det er politiet, der alene afgør sagen. Sagen kommer således ikke for retten, medmindre ejeren indgiver en klage. Hvis ejeren klager, kan det tage mange måneder, før der kommer en afgørelse. I denne tid vil hunden oftest være anbragt på et hundeinternat. Dette kan afholde ejere fra at klage. Hund og hundeejer står således også i denne situation meget dårligt i forhold til loven.
Det Dyreetiske Råds overvejelser
Det Dyreetiske Råd støtter naturligvis op om en lovgivning som beskytter mennesker og andre dyr mod farlig adfærd fra hunde. Rådet mener dog også, at det er vigtigt at tage hensyn til de hunde, som lovgivningen rammer, herunder f.eks. om aflivning sker på et korrekt fagligt grundlag.
På baggrund af de nævnte eksempler og andre usikkerheder omkring forvaltning af hundeloven har Det Dyreetiske Råd for nylig i et brev til fødevareministeren (september 2024) opfordret til, at hundeloven evalueres. Rådet anbefaler, at upræcise tiltag bliver præciseret, og at det i højere grad sikres, at sanktioner som fx aflivning sker på et korrekt fagligt grundlag. Rådet anbefaler også en central registrering af sager vedrørende forbudte racer og hundebid, så man bedre kan evaluere det faglige grundlag for afgørelser og sikre en ensartet og gennemskuelig praksis på området.
Vil du vide mere om emnet?
Læs Det Dyreetiske Råds henvendelse til fødevareministeren om farlige hunde (2024).