Måske bruger du penge og tid på at støtte dyreværnsorganisationer, som f.eks. Dyreværnet, Dyrenes Beskyttelse eller Anima. Men at donere tid og penge til velgørende organisationer, der hjælper dyr, rejser mindst tre etiske spørgsmål. For det første, bør jeg overhovedet bruge tid og penge på at hjælpe dyr? Nytter det overhovedet noget, er det mit ansvar? Selv hvis du er overbevist om, at vi kan og bør hjælpe dyr ved at donere til sådanne organisationer, rejser der sig også et andet etisk spørgsmål. Nemlig, hvor meget skal jeg hjælpe? Med andre ord, hvor mange penge og/eller tid bør jeg bruge på at hjælpe dyr?
Jeg vil ikke her bruge tid på at besvare disse to vigtige spørgsmål. Lad mig for det første antage, at der er mange dyr, der lider, og at vi kan hjælpe dem med at få bedre liv ved at støtte en række forskellige organisationer, der arbejder for at forbedre livskvaliteten for dyr. Med hensyn til spørgsmålet om hvor mange penge eller tid du finder rigtigt at anvende, antager jeg, at du har gjort op med dig selv, hvad du finder forsvarligt. Jeg vil i stedet fokusere lidt mere på et overset men meget vigtigt etisk spørgsmål i forbindelse med at donere tid/penge til organisationer, der arbejder for at mindske dyrs lidelser. Nemlig spørgsmålet om hvilken dyreværnsorganisation jeg bør bruge mine ressourcer på? Som vi skal se, er dette ikke noget let spørgsmål at besvare. Et indlysende bud er, at vi bør give til den organisation, som er mest effektiv med hensyn til at skabe mest mulig dyrevelfærd per doneret krone. At vi bør bruge vores penge der, hvor vi får mest for pengene, er en tankegang, vi anvender i mange sammenhænge.
Når vi køber en ny cykel eller en mobiltelefon, så er det helt naturligt, at vi undersøger forskellige produkter og tilbud, fordi vi ønsker at få mest for pengene. Kan jeg, f.eks. få en bedre mobiltelefon, hvis jeg køber mærke X, eller hvis jeg køber den i butik Y. Men den samme tankegang bør vel også gælde, når vi bruger resurser på at skabe dyrevelfærd. Denne tankegang har også vundet udbredelse i den bevægelse, der går under navnet Effektiv Altruisme. ’Effektiv altruisme’ betoner, at når vi gør noget godt og donerer penge til velgørenhed, skal vi, så vidt muligt, anvende videnskabelig viden for at give så effektivt som muligt. Et eksempel på at nogle velgørende organisationer er mere effektive end andre til at nå fælles mål, er undersøgelser der viser, at det er over hundrede gange mere effektivt at give penge til ormekure blandt børn i Kenya end at inspirere børn til at gå i skole ved at betale for, at børnene møder op. 100 dollars givet til ormekuren for en række børn giver næsten 14 års øget skolegang, mens 100 dollars i ’løn’ for at møde op giver mindre end en måneds øget skolegang.
Ideelt set bør vi også prøve at undersøge, i hvilket omfang vi kan forvente, at vores indsats har en positiv (og måske negativ) effekt, og i givet fald om den effekt er bedre til at skabe velfærd for dyrene, end hvis vi brugte resurserne på en anden organisation. Men der er en række oplagte udfordringer for sådanne undersøgelser i forhold til dyr. For det første er det meget vanskeligt at forstå, hvad vi helt præcist mener med at give ’den mest effektive hjælp’ i forhold til dyr. Er det i forhold til at redde dyr fra at dø en tidlig død, eller at redde arten fra at uddø? Og hvilke dyr taler vi om? Skal vi f.eks. tillægge det større værdi at hjælpe udrydningstruede dyr end kæledyr eller dyr i husdyrsproduktionen? Og så videre.
Men blot fordi det er meget vanskeligt at sammenligne en indsats for f.eks. at give herreløse hunde et sted at bo, med en indsats for at sikre orangutangen overlevelse, er det ikke umuligt at komme med nogle vurderinger af effektivitet, hvis vi f.eks. taler om at hjælpe de samme dyr inden for den samme ramme – som for eksempel at hjælpe orangutangen eller koalaen fra at blive udryddet. Dette kræver selvfølgelig data og undersøgelse af de organisationer, der hjælper disse dyr, og det kræver, at organisationerne selv prøver at dokumentere, hvor effektive de er med hensyn til at nå deres mål. Det er desværre meget sjældent, at man ser velbegrundet dokumentation for en organisations effektivitet i forhold til at nå dens mål. Så hermed en opfordring til at velgørende organisationer for det første prøver at dokumentere, hvor effektive de er. Og, for det andet, at du som privat donor spørger ind til organisationer om, hvor effektive de er.
Du kan selvfølgeligt mene, at spørgsmålet omkring, hvilken organisation jeg bør donere penge til, er unødvendigt. For jeg skal vel bare give til den organisation eller det projekt, som jeg føler mest for? Hvis jeg føler, at jeg vil bruge tid og penge på at mindske lidelserne for herreløse katte i Sønderborg, er det så ikke det, jeg bør gøre. Jo, det er fint, og det er langt bedre, end ikke at gøre noget. Men følelser er ikke altid den bedste guide for os, når vi skal handle eller vurdere vores handlinger. Følelser er nødvendige for at få os til at handle. Følelser får os op af stolen og giver os motivation til at handle, for eksempel i forhold til, at vi vil forbedre livet for dyr, der lider. Men at handle på baggrund af følelser alene er ikke altid den bedste strategi i livet. Vi kan blive vrede og have lyst til at slå andre, men ofte kobler vi hovedet på og får styr på vores temperament. Vores umiddelbare følelser er heller ikke altid pålidelige, da de kan bygge på fejlagtig viden. Jeg var engang til en julefrokost, hvor en mand og en kvinde begyndte at kysse hinanden. Nogle af gæsterne synes, at det var moralsk forkert, da de to kyssende jo begge var gift. Men senere på aftenen fandt vi ud af, at de to hver især var blevet skilt et par uger inden julefrokosten. Og med denne viden var folks moralske vurderinger forvandlet. Nu var det ikke moralsk forkert, at de kyssede hinanden!
Jeg skal ikke her pege på, hvilke dyreorganisationer, jeg mener, er mest eller meget effektive til at omsætte penge og tid til at skabe livskvalitet for dyrene. Men der findes en meta-organisation, der hedder Animal Charity Evaluators, som måske kan være af interesse. Animal Charity Evaluators har prøvet at tage de første spæde skridt i forsøget på at klargøre på hvilket grundlag, vi kan evaluere, hvilke af de mange dyrevelfærdsorganisationer, der findes i verden, der hjælper dyr bedst muligt. Det er selvfølgelig et uhyre vanskeligt arbejde at klarlægge disse forhold. Men når vi hjælper og bruger tid og penge på at hjælpe dyr, ville det være godt for dyrene, hvis vi blev bedre til at fastlægge, hvilke organisationer der er mest effektive med hensyn til at hjælpe dyr. Så kan vi sammen skabe en bedre verden for dyrene.