Som biologistuderende udførte jeg et kirurgisk indgreb på en skrubtudse: Jeg åbnede kraniet og fjernede hypofysens baglap, hvor det antidiuretiske hormon oplagres for at vise, hvordan skrubtudsens urinudskillelse blev påvirket. Forsøget blev udført på et levende dyr efter en meget overfladisk instruktion, og tudsen var ikke bedøvet. Det er godt nok mange år siden, men dengang gjorde jeg mig ingen tanker om det uetiske og meningsløse ved den slags forsøg. Senere er jeg blevet meget klogere.
I Danmark laves der stadig forsøg på levende dyr i forbindelse med undervisning. Ca. 4.200 dyr bliver årligt anvendt, når det gælder uddannelse og efteruddannelse på landets universiteter, hospitaler og fagskoler. Og hertil kommer alle de dyr, som må lade livet, når de studerende skal udføre dissektionsøvelser på de døde dyr. Jeg vil vove den påstand, at mange af disse dyreforsøg er unødvendige. De bibringer nemlig ikke den studerende mere viden eller større færdigheder end det, der kan opnås gennem anvendelse af alternative metoder (computermodeller, dyreattrapper, videooptagelser, simulatorer og ”sidemandsoplæring”). Mange af forsøgene udføres af traditionsmæssige årsager pålagt den studerende af en ældre professor, som altid har gjort det på den måde.
På den årlige konference på Forsøgsdyrenes Dag, som er arrangeret af DOSO og Københavns Universitet, drejede et af indlæggene sig netop om disse forsøg på universiteterne. Her blev det slået fast, at en forsker kun har frihed til at bestemme metoder, når det gælder forskning. Drejer det sig om undervisning, skal forskeren indordne sig universitetsledelsens bestemmelser. Det betyder, at rektor og den øvrige ledelse kan beslutte en mere dyrevenlig politik for institutionen. I det private erhvervsliv har det i denne forbindelse altid været ledelsen, der fastlægger retningslinjerne, og der sanktioneres hårdt over for medarbejdere, der ikke overholder de gældende regler for behandling af forsøgsdyr. Det er således de store medicinalvirksomheder, der har været i front på forsøgsdyrsområdet, og på mine uanmeldte inspektioner som medlem af Rådet for Dyreforsøg, oplevede jeg, hvordan de offentlige institutioner halter langt efter de private med hensyn til velfærd for forsøgsdyr.
Det er glædeligt at Danmarks 3R-center har sat fokus på denne problematik og direkte anbefaler, at der ikke anvendes forsøgsdyr, når undervisningen udelukkende anvendes af indlæringsmæssige årsager – fx inden for anatomi, fysiologi, farmakologi, biologi, idræt. Om man helt kan undvære brug af forsøgsdyr, når det gælder indlæring af basale færdigheder og teknikker i forbindelse med uddannelse til læge eller dyrlæge, er tvivlsomt, men her findes som nævnt rigtig mange alternative muligheder.
Min egen forening Dyrenes Venner er i fuld gang med at planlægge en større kampagne for at få underviserne til at forlade brugen af levende dyr til forsøg. I den forbindelse har vi ikke mindst kig på institutionernes ledelser. Vi er overbeviste om, at langt de fleste af de 4.200 dyr kan spares – både af hensyn til dyrene selv og af hensyn til de studerende, der ikke kan få deres kandidatgrad, fordi de nægter at udføre dyreforsøg.
Fotos er venligst udlånt af Dorte Bratbo Sørensen, lektor, Institut for Veterinær- og Husdyrvidenskab Københavns Universitet og Susanne Nautrup Olsen, hospitalschef, Institut for Klinisk Veterinærmedicin, Københavns Universitet. Modeller af dyr bruges fx af dyrlægestuderende til at træne håndtering, undersøgelse, blodprøvetagning, og suturering (sammensyning af et sår fx efter en skade eller operation).