Jeg kan huske, at mine forældres køer alle havde horn. Det var ikke et problem om vinteren, hvor køerne var bundet op i stalden med en kæde eller en grime. Først om foråret, når køerne skulle lukkes ud, skulle vi være opmærksomme på hornene. Rangkampe mellem køerne førte sommetider til skader og kunne give nogen ’blodige’ scener. Nogle gange voksede hornet også for meget tilbage til hovedet, så der af og til blev savet en spids af hornet med ståltråd. Det gjorde ikke ondt på koen, fordi man ikke nåede den levende del af hornet.
Da mine forældre i midten af halvfjerdserne ligesom mange andre byggede en ny stald, hvor køerne gik løse rundt, blev det langt vanskeligere at have køer med horn. Det gav flere skader ved rangkampene i stalden, hvor specielt de unge køer blev fordrevet fra deres ædeplads eller seng og fik skader. Det gjorde også, at landmændene og medarbejdere, som skulle færdes omkring de fritgående køer, skulle være mere opmærksomme, når de gik mellem køerne.
Så for at forhindre skader hos køer og mennesker, begyndte landmænd at ’afhorne’ køerne. I starten syntes vi, at køerne stod tilbage med 'skaldede hoveder', men nu 50 år senere er det blevet det normale billede. Nu kender vi næsten ikke andet. Med tiden er kalvens velfærd ved afhorning blevet stærkt forbedret. Dyrlægen bedøver kalvene før afhorning, og i Danmark har vi i kvægbruget også indgået en aftale om, at kalvene skal have et langtidsvirkende smertestillende middel.
Afhorning kan være fortid
Selv om dyrevelfærden ved afhorning er blevet markant bedre, så er det en arbejdsopgave, som de fleste gerne vil være foruden. Men som så mange ting er det godt bagefter. I nogle lande bliver muligheden for afhorning af kvæg i fremtiden dog diskuteret. Jeg synes, at når vi snakker dyrevelfærd og arbejdssikkerhed, er fravalg af afhorning en forkert vej at gå. Vores stalde, hvor køerne går frit og kan udføre mere naturlig adfærd, er ikke designet til at holde dyr med horn. Men vi kan være sikre på, at diskussionen ikke forsvinder, heller ikke selv om man har gode argumenter.
Avl af kvæg uden horn kan være fremtiden
De seneste år er der kommet øget fokus på avl af kvæg uden horn. I USA er der efterspørgsel på mejeriprodukter fra dyr, som enten ikke er blevet afhornet, eller som er født hornløse (’polled’ kvæg) . Tyskland er det land i EU, som har taget ’polled’ avl mest til sig. Og fordi hornløshed er en dominant genetisk egenskab, ser vi en positiv udvikling i antallet af hornløst kvæg. Det betyder, at med et større udvalg af hornløse tyre kan vi samtidig holde fokus på de andre vigtige egenskaber i avlen, som fx sundhed, frugtbarhed, mælkeydelse og stærke køer.
Hvad med etiske overvejelser?
Hjemme hos os avler vi også for hornløse kalve, og det er dejligt for både mennesker og dyr, at vi ikke behøver at afhorne dem. Spørgsmålet er, om det nu også er naturligt og etisk forsvarlig? Ja, det vil jeg påstå, at det er. Det er naturligt på den måde, at medfødt hornløshed har været udbredt i århundreder i forskellige racer, men det er gennem tiden forsvundet, fordi nogle andre egenskaber har været prioriteret. Nu ser det ud til, at fokus kommer tilbage, og avlsorganisationerne arbejder hårdt i kulisserne på nye ’pollede’ tyre uden at gå på kompromis med andre kvaliteter. Og det kan som nævnt være en fordel for både mennesker og dyr.
Konklusionen er, at kommunikation er nødvendig for at gøre det klart, at avl for hornløshed ikke kun tjener en økonomisk interesse, men også kan bidrage til bedre dyrevelfærd, og en mere sikker arbejdsplads.