Hvis man har fulgt med i programserien om ”vilde, vidunderlige Danmark” på DR, husker man måske billederne af et rålam, der lå og trykkede sig i græsset. Samtidig blev der zoomet ind på en hunræv, der var ude efter mad til sine unger, og der var lagt op til drama. For hvad nu hvis ræven fandt rålammet? I programmet klarede rålammet sig, og ræven måtte nøjes med en mus. Og maj-juni er netop tidspunktet, hvor man kan være heldig at støde på et rålam et sted i den danske natur.
Men det går ikke altid helt så godt, og mange rålam går en pinefuld død i møde – ikke på grund af ræven eller andre rovdyr, men på grund af de store maskiner, der bruges til at slå græs med for at få frisk grønt til køer og heste. Maskinerne skelner nemlig ikke mellem græs og levende dyr, og ligger rålammet i maskinens bane, risikerer det at blive klippet i småstykker af de skarpe knive. Det er en grufuld skæbne for de unge dyr, der kun gør, hvad naturen har skabt dem til, nemlig at ”trykke sig” og ikke stikke af, når en fare nærmer sig. Under normale omstændigheder giver det ganske god mening. Rålammene er godt camoufleret, og da de samtidig ikke udsender særlig stærke dufte, er de svære at opdage for rovdyr. Men adfærden er katastrofal, når modparten er en af de store høstmaskiner. I bedste fald dør rålammet med det samme. Men desværre sker det endnu oftere, at det bare lemlæstes på det grusomste – får et eller flere ben hugget af, får skrællet den ene del af hovedet eller mister halvdelen af kroppen til de skarpe knive. Det er stærke billeder, man kan se for sig i de beskrivelser, man hører fra forfærdede landmænd, som i sagens natur er dem, der konfronteres med ulykkerne først.
Man har ikke nøjagtige tal på, hvor mange rålam der går til på denne måde. Men det er rigtig mange. Danmarks Jægerforbund estimerede i 2017, at omkring 20.000 rålam hvert år må lade livet på den måde1, andre mener, at antallet er lavere. Men uanset hvad det nøjagtige antal er, så er det for højt, især når man tænker på, hvor tilfældigt dette rammer, og ikke mindst, hvilke lidelser, der er forbundet med disse utilsigtede drab. Og det er ikke kun rålam, der går til på den måde i de store høstmaskiners tur gennem markerne. Ifølge en ældre rapport fra Aarhus Universitet i 20062 lider op imod 45 % af alle harekillinger den samme skæbne i nogle afgrødetyper.
Det store dilemma
Der er ingen tvivl om, at landmændene vil gå meget langt for at undgå de mange lemlæstelser. Der har da også i mange år foregået et tæt samarbejde mellem forskerne og landbruget for at finde realistiske løsninger på problemet. Mange gode ideer har været i spil, men er blevet forkastet igen af den ene eller den anden årsag. Afsøgning af markerne forud for slåning, brug af droner med varmesøgende kameraer, opsætning af skræmmeanordninger på markerne, så rådyrene ikke lægger deres lam i de marker, kameraer på høstmaskinerne til detektion af rålammene, før de rammes af de skarpe knive, er bare nogle af de mange ideer. Og alligevel har vi stadig problemet.
Og problemet er heller ikke løst ved, at man finder metoder til at opdage dyrene, før det går galt. For hvad gør man så? Man kan ikke bare flytte rålammet hen et sted, hvor græsset ER slået, og hvor høstmaskinen derfor ikke skal hen igen. Dels risikerer man, at råen på grund af menneskelugten ikke vil tage sig af ungen længere, og dels eksponerer man rålammet for rovdyr og fugle, som kan gøre lige så meget skade på det som høstmaskinerne. Og kører man udenom for at undgå at skade rålammet, får man marken delt op i fragmenter, som i praksis gør slåningen meget problematisk.
Der er altså ingen lette løsninger på problemet. Men det må ikke få os til at acceptere de mange lidelser som værende uundgåelige i et moderne dansk landbrug. Vi skal bevare fokus på problemet og gøre alt for at få det løst.
Hvad kan så man gøre?
Hvis jeg vidste det, ville dette blogindlæg ikke være nødvendigt. Men det første, der bør ske, er, at man får kortlagt problemet ordentligt. Hvor stort er problemet i det hele taget (antal lemlæstede dyreunger), hvor og hvornår påkøres dyrene, hvilke afgrøder er specielt berørt, afstand til skovkanter, småbiotoper og lignende, hvilke skader er der tale om osv. Når først man har kortlagt dette, kan man begynde at se systematisk på, hvordan man kan afhjælpe problemet, helt eller delvist.
DCE under Århus Universitet er for øjeblikket i gang med et forskningsprojekt, der skal kaste lys på nogle af disse faktorer. Men projektet vil ikke levere mulige løsninger, ”kun” oplysninger om omfanget. Derudover er projektet kraftigt begrænset af økonomien. Det er derfor tvivlsomt, om alle de data kommer på bordet, der er nødvendige for at kunne træffe de rigtige beslutninger.
Jeg opfordrer på den baggrund til, at der afsættes tilstrækkelige midler både til en tilbundsgående analyse af problemets omfang samt til udvikling af potentielt brugbare løsninger. Arbejdet bør foregå med repræsentanter fra såvel landbrug som forskningsverden og relevante interesseorganisationer med en bunden opgave i at fremkomme med løsningsforslag, der tydeligt beskriver fordele og ulemper, så beslutningstagerne kan tage de nødvendige beslutninger på et informeret grundlag. Og beslutninger er absolut påkrævet. Det nytter ikke noget blot at lukke øjnene for problemet, selv om løsningerne for nuværende er svære at få øje på! Det har vi allerede gjort alt for længe.
Referencer
1 https://www.jaegerforbundet.dk/om-dj/dj-medier/nyhedsarkiv/2017/op-til-20-000-radyrlam-draebes-hvert-ar-i-danmark/
2 http://www2.dmu.dk/Pub/FR600.pdf