Det er kl. 6 om morgenen, og jeg kommer om hjørnet fra ungdyrstalden med mælken til vores småkalve. Mind mand Rein kommer lige ud af stalden, hvor han har strøet frisk halm ved kalvene. Jeg hilser ham ”god morgen”, og det første, han siger, er, at kalv nr. 3985 bør aflives, for hun bliver aldrig til en malkeko.
Jeg ved med det samme, hvilken kalv vi taler om, for vi har drøftet hende flere gange. Hun blev født den 18. august. Vores kalve bliver altid 24 timer ved moren, så kalvene får den første vigtige råmælk, og moren kan slikke kalven, så den bliver tør. Helt fra starten kan vi se, at hun ikke er frisk, og at hun ikke drikker mælk hos moren, som kalve normalt gør. Hun kan ligesom ikke finde ud af at sutte rigtigt. Vi har altid råmælk klar i fryseren, så vi kan træde til med hjælp i sådanne situationer, så de næste dage giver vi hende råmælk med sonde. Jeg kan ikke lide at bruge sonde, men i dette tilfælde er det en spørgsmål om overlevelse for kalven, og her er sondefodring den eneste løsning for hende. Langsomt kom sutterefleksen, og efter 2 uger var hun klar til at drikke mælk fra en skål. Så, yes, vi tænker, at hun klarer den.
På trods af vores indsats må vi efter 3 uger se i øjnene, at hun ikke drikker godt nok, håret stritter på hende, og hun sover for meget og mangler glans i sine øjne. Ved næste dyrlægebesøg tjekker vi hende efter. Der er ingen feber eller sygdomstegn men kun lidt svage tegn på lidt pusten. Sammen snakker vi om, hvad vi kan gøre. Dyrlægen beslutter, at hun skal behandles for lungebetændelse og have et ekstra tilskud af vitaminer og mineraler. Igen ser vi en bedring, og 2 uger senere kan vi lukke hende sammen med nogle andre kalve. Og da kalve er flokdyr, så kan det måske give hende lidt mere livsgnist. Det giver en god fornemmelse at vores indsats hjælper. Vi vælger en yngre gruppe kalve, så hun passer i størrelse med dem.
Men nu efter 5 måneder, hvor hun egentlig er den ældste i flokken, så er hun fortsat den mindste af alle kalvene. Hun kommer ikke som de andre kalve hen ved fodring, og pelsen stritter fortsat på hende. Om morgenen når vi stør halm hos dem, plejer alle kalve at hoppe rundt, og vi kan se, hvordan hun gang på gang bliver skubbet omkuld af de andre livlige kalve.
Ja, jeg ved godt, at Rein har ret. Men jeg synes, at det er svært at aflive vores kalve. Jeg ved godt, at det nogle gange er nødvendigt og det bedste for dyret samlet set. Hvis vores kalv havde levet i naturen, så var den allerede død.
Når det sker, at en svag kalv kommer til verden, så gør vi en stor indsats for at holde liv i den. Vi arbejder hårdt på at have en lav dødelighed hos os. Det gør os stolte, når vi kan se, at vi er bedre end gennemsnittet. Så ved vi, at vi bidrager til det fælles mål i L&F Kvægs strategi, hvor målet er at sænke kalvedødeligheden til 5.5% i 2020.
Det er ærgerligt at have brugt så meget tid og energi på at redde en kalv, og at jeg så alligevel må erkende, at det ikke lykkedes denne gang. Vi er landmænd, fordi vi holder af dyr, og derfor kommer der også mange følelser med i vores arbejde. Tror jeg bliver nødt til at tage mig sammen og spørge Rein, om han vil aflive vores kalv, så tager jeg mig af registreringen og sender en besked om afhentning til Daka.