For nylig kunne man i Berlingske Tidende læse en helsides artikel med overskriften: ”Kampen for dyrevelfærd er blevet ekstrem”. Journalisten beskrev i generaliserende vendinger, hvordan dyreværnsorganisationer som aldrig før udførte voldelige handlinger og sjoflede deres modstandere til med dybt krænkende indlæg via internettet. Jeg kunne ikke undlade at svare igen med et læserbrev i samme avis under overskriften: ”Kampen for dyrevelfærd er saglig”, som indleder med sætningen: ”Aldrig tidligere har tonen blandt danske dyreværnsfolk været mere sober og fordragelig”. Jeg nævnte både vores dialog med landbrugets organisationer og medicinalindustrien, hvor vi bestemt ikke altid har været enige, når det gjaldt om, hvordan produktionsdyr og forsøgsdyr skulle behandles. Sidstnævnte dialog vil jeg gerne uddybe blandt andet med udgangspunkt i 8 års tilknytning til Rådet for Dyreforsøg både som medlem og som suppleant.
Én gang om året afholdes ”Forsøgsdyrenes Dag” – en international begivenhed, hvor dyreværnsfolk markerer deres kamp for at give forsøgsdyrene bedre vilkår, både gennem reduktion af antallet af dyr, forfinelse af forsøgsmetoderne samt brug af alternative metoder, hvor man ikke anvender levende dyr. På denne dag for 30 år siden befandt jeg mig i et kæmpestort demonstrationstog foran Panuminstituttet med en megafon i den ene hånd og et protestbanner i den anden hånd. Gennem megafonen slyngede jeg skældsord ind mod de grå mure, bag hvilke de stakkels forsøgsdyr befandt sig. Vi var vrede på alle – forskerne, embedsmændene i justitsministeriet og politikerne, fordi ingen ville høre på os. Forsøgsdyrsverdenen var lukket land. Intet slap ud om forholdene i forskningsmiljøerne, og i Rådet for Dyreforsøg - hvor vi dengang havde to repræsentanter - blev vi trynet og gjort til nar af en arrogant formand – også fordi vi havde svært ved at følge med i det videnskabelige, medicinske sprog, som man yndede at bruge.
Måske var det den nye forsøgsdyrslov, der i forening med en langt større forståelse i befolkningen for dyrevelfærd og dyreetik, der gjorde, at alt ændrede sig til det bedre. Gennem aktindsigt i forsøgsdyrsprotokollerne kunne vi nu få klarhed over, hvad der skete bag de høje, grå mure, hvor vi tidligere havde forestillet os alt muligt forfærdeligt på basis af nogle gruopvækkende fotos af dyr som blev pint og plaget.
I dag ved vi, at der på alle planer bliver gjort virkelig meget for at opfylde kravene om reduction, refinement og replacement (de 3 R’er). Arbejdet i Rådet for Dyreforsøg er yderst seriøst og grundigt, og Danmarks 3R-center er blevet oprettet under Miljø- og Fødevareministeriet. Dialogen er god mellem dyreværnsforeningerne og medicinalindustrien, hvor vi ofte holder møder, konferencer og ekskursioner sammen. Og der er virkelig sket markante forbedringer på forsøgsdyrsområdet. Miljøberigelse for dyrene i staldene, større fokus på påført smerte og graden af forsøgenes nødvendighed samt langt grundigere kontrol.
Nej, kampen for dyrevelfærd er bestemt ikke ekstrem. Der vil – og har altid været – ekstreme dyreaktivister, som pletter sagens ry og rygte, men sådanne nedbrydende kræfter findes i alle samfundets miljøer.