Fasanjagt rummer den dyreetiske udfordring, at man opdrætter en fugl alene med det forsæt at kunne skyde den på en jagt. I England kaldes denne form for jagt ”game hunting”, hvilket er en mere korrekt betegnelse – sportsjagt. Det Dyreetiske Råd har ved ganske uvidenskabelige undersøgelser spurgt offentligheden om holdningen til opdræt og udsætning af fasaner til jagt. Her har borgere svaret på, om de går ind for udsætning af fasaner til jagt eller ej ved at lægge en lille kogle i et glas med ”ja” eller ”nej”. Ved afstemningerne har der været en klar modstand mod udsætningen af fasaner, med dobbelt så mange modstandere som tilhængere. Afstemningerne blev lavet under Naturmødet i Hirtshals og på Kulturnatten i København, og kritikere kan måske med rette hævde, at vi kun har spurgt byboere og naturelskere. Det ændrer dog ikke ved, at fasanjagten har et dårligt ry i store dele af befolkningen, fordi mange finder det etisk forkert at udsætte fasaner alene som jagtbytte.
Fasanjagtens rygte har også været udfordret af en lang række dårlige historier i medierne, såsom opsætning af rovfuglefælder eller udlægning af forgiftede fisk og kød for at dræbe rovdyr. De jægere eller herregårdsskytter, der ikke har kunnet slippe gamle og ulovlige metoder til at bekæmpe rovfugle og andre rovdyr, har ikke gjort noget godt for jægernes ry. Ligeledes har det vakt stor forargelse i medierne, når der er kommet historier frem om, at store mængder af fasaner nedlagt på godsjagter ikke er blevet anvendt til mad, men er kastet i grøften efter jagtparaden pga. lave afsætningspriser. En fasan er en glimrende spisefugl, men når der skydes flere tusinde fasaner på landsplan i jagtsæsonen, så bliver afregningsprisen pr. fasan meget lav, hvilket frister nogle jagtudbydere til at behandle dem som affald. På mange godsjagter er der heller ikke tradition for, at jægeren tager sit bytte med hjem. Heldigvis har Danmarks Jægerforbund taget meget skarp afstand fra de ulovlige fælder og bortskaffelse af nedlagte fasaner.
På trods af den nye jagtbekendtgørelse fra 2017, som tillader udsætning af flere fasaner pr. hektar, så tror jeg, at fasanjagt vil blive udfordret i fremtiden pga. en folkelig modstand. Hvis fasanjagten skal have en fremtid, så tror jeg, det skal drives mere etisk forsvarligt og samtidig forvaltes mere bæredygtigt. Det kan gøres ved at ændre udsætningspraksis, så der udsættes langt færre fasaner pr. hektar, og hvor der primært drives jagt på hanfugle, så bestanden bliver selvreproducerende. Når tusindvis af fasaner udsættes i et mindre skovområde, så har det store konsekvenser for de lokale insekter, krybdyr og planter. Derfor vil færre fasaner og en begrænsning af fodring betyde en langt mindre påvirkning af den oprindelige natur.
Men den vigtigste ændring skal ske hos jægeren, som ikke længere skal forvente massevis af fugle på en fasanjagt. En god fasanjagt behøver ikke at betyde nedlæggelse af flere hundrede fugle. På en typisk godsjagt bliver jagtoplevelsen ofte reduceret til et tal, hvor spørgsmålet om jagten var god, bliver besvaret med: ”jeg skød 23 fasaner”. Hvis det i stedet bliver en jagt, hvor den enkelte jæger kun nedlægger nogle få fugle, så vil oplevelsen af hver nedlagt fugl blive langt stærkere. Den jagtlige oplevelse skal dermed flyttes fra kvantitet til kvalitet.
Vil du vide mere om emnet?
Læs Det Dyreetiske Råds overvejelser i Udtalelse om jagt (2010).
Se Rådets afstemning på Naturmødet.