Overskriften refererer til nogle af de kampagner, der er kørt for at minimere anskydninger ved hagljagt. Skydefærdigheder og en god evne til afstandsbedømmelse er altafgørende for, om et afgivet skud har den tilsigtede virkning, altså at et jagtbytte nedlægges med succes. Jagtorganisationerne har gennem flere år haft fokus på anskydninger og har kørt kampagner, over for både nye jægere og mere erfarne jægere, om at overholde skudafstande, samt at have bevidsthed om og forbedre egne evner til at ramme ved regelmæssig skydetræning.
De nye jagtegnsregler, hvor nye jægere skal bestå en skydeprøve, vil utvivlsomt også gavne en bedre skudstatistik på sigt. Men skydefærdigheder er ikke en absolut færdighed, som når den først er erhvervet, så har man den for altid. Ansvarlige jægere sørger for at vedligeholde og udfordre egne evner ved at tage på skydebane og øve sig jævnligt. En øvet skytte med viden om egne skydefærdigheder ved både, hvornår det er fornuftigt at skyde, og hvornår det er fornuftigt at lade være.
Jeg er selv jæger og ved, at det er uundgåeligt, at man nogle gange skyder forbi, eller næsten forbi hvilket kan give anledning til anskydninger. Men jeg oplever også alt for ofte, at der bliver skudt ”forbi” pga. manglende skydefærdigheder, eller skudafgivelse på for langt hold. Derfor er det vigtigt, at der fortsat er fokus på en jagtkultur, hvor færre anskydninger har høj prioritet. Dyreetisk Råd forslår i sin jagtudtalelse fra 2010, at der indføres skydeprøver for hagljægere med jævnlige mellemrum, hvilket kunne være med samme frekvens som buejægerne, altså hvert femte år. Det vil utvivlsomt skabe en bedre kultur og træfsikkerhed blandt jægere, når den enkelte kender sine evner og sine begrænsninger.
Knæk og bræk.
Vil du vide mere om emnet?
Læs Det Dyreetiske Råds overvejelser i Udtalelse om jagt (2010).