Gå til hovedindholdet



Medlemmernes blog

På bloggen skriver Rådets medlemmer om forskellige emner. Indlæggene er udtryk for de pågældende medlemmers egne holdninger.
Læs mere om Rådets medlemmer. Få besked om nye indlæg via Twitter og nyhedsmail.  


Julen er hjerternes fest – så husk hjertegrisen

af Michael Nielsen

Publiceret 13. december 2017

Julen er hjerternes fest – så husk hjertegrisen

December er over os, og julen nærmer sig med hastige skridt. I mange danske hjem betyder julefrokoster og julemiddage, at bordet fyldes med gris i form af flæskesteg, medister og varm leverpostej.

Personligt glæder jeg mig til at sætte flæskestegen på bordet juleaften - med god samvittighed. Flæskestegen er dansk. Derfor ved jeg, at både kvaliteten, dyrevelfærden og sundheden er i orden. Og det gælder uanset produktionsform. Alligevel vil jeg specifikt lede efter hjertegrisen, når jeg skal købe ind til julemaden.

Som producent af både Antonius- og økologiske grise ved jeg, hvordan mine grise har haft det, før de står på middagsbordet. Det er noget andet som forbruger. Der kan det være svært at gennemskue og navigere i de mange muligheder, supermarkedet byder på. Derfor er jeg glad for at se, at det statslige dyrevelfærdsmærke er blevet udvidet til at dække endnu flere produkter, så som medister og leverpostej.

Dyrevelfærdsmærket findes på grisekød i tre forskellige versioner. Et, to eller tre hjerter – jo flere hjerter, des højere dyrevelfærd. Fælles for alle tre versioner er, at grisene ikke må halekuperes, der skal være halm at rode i, og de må ikke transporteres mere end otte timer til slagtning.

Velfærdsmærket er med til at skabe gennemsigtighed og bringer forbruger og landmand tættere på hinanden. Med mærket kan forbrugeren lettere selv vælge, hvad der skal stå på middagsbordet. Ved at vælge produkter med hjerter på til en lidt højere pris, så er forbrugeren med til at sikre endnu bedre dyrevelfærd for flest mulige grise, og man er med til at højne Danmarks allerede høje standard for dyrevelfærd. Forbrugerne kan dermed gøre en forskel og være med til at forme verden gennem deres holdninger og pengepung.

Og netop ved at vælge hjertegrisen og dyrevelfærdsmærket kan vi sammen forme den danske svineproduktion i tide, så ingen arbejdspladser eller produktionsformer skal flytte til udlandet. For hvis ændringer går for hurtigt, så kan vi risikere, at vores produktion flytter til udlandet, hvor vi ikke kan sikre kvaliteten, og det tror jeg ikke, at nogen af os ønsker.  Som svineproducent lytter jeg til forbrugerne og deres efterspørgsel. Det gør mine kollegaer også, og med forbrugernes opbakning kan vi fremme endnu bedre dyrevelfærd i Danmark. Hvis du vil være med.

Julen er hjerternes og overflodens fest. I denne søde juletid bruger vi penge på gaver, mad og hygge med familie og venner.  December er den måned, hvor danskerne bruger flest penge. Ifølge data fra GfK Consumerscan stiger danskernes indkøb af drikke- og madvarer med 23 procent i december i forhold til en gennemsnitlig måned i året. Hvorfor ikke benytte juletidens overflod til at tage et økonomisk valg om, hvad der skal stå på bordene? Jeg ved i hvert fald, hvad jeg skal vælge – en hjertegris.  

 

 

Vil du vide mere om emnet?

Læs Det Dyreetiske Råds høringssvar om dyrevelfærdsmærket.

Læs Det Dyreetiske Råds overvejelser i udtalelsen om markedsdrevet dyrevelfærd.


MENU