Gå til hovedindholdet

Kan rewilding og dyrevelfærd gå hånd i hånd?

af Bengt Holst

Publiceret 29. juni 2017

Kan rewilding og dyrevelfærd gå hånd i hånd?

Rewilding er et begreb, der for alvor er ved at komme på dagsordenen i dansk naturforvaltning, og som følge heraf var det da også på dagsordenen adskillige gange på Naturmødet i Hirtshals i maj. Og hvad er ”rewilding” så? Ja, det er ikke altid lige let at gennemskue. Men den gængse definition på rewilding er at genetablere de biologiske processer i naturen, der i tidens løb har været med til at skabe forskellige naturtyper og dermed forudsætninger for den artsdiversitet, der har været. Eller sagt med andre ord, at få noget mere vild natur ved hjælp af naturens egne virkemidler.

I praksis består rewilding ofte i genindførsel af store dyr som elge og hjorte, som er med til at forme naturen. Men det kan også være heste, kvæg eller får. Fælles for dem er, at de er planteædere, og at de på hver deres måde bearbejder vegetationen og jordbunden, så andre arter får gode livsbetingelser. De er dermed forudsætninger for lysåben skov og åbne enge. Med genudsætning af bæveren i Jylland og i Nordsjælland fik man for eksempel genindført en ”ingeniør”, der ved at bygge dæmninger kan genskabe vådområder og tynde ud i eksisterende træbevoksninger. Alt sammen aktiviteter, der kan få stor indflydelse på forvaltningen af naturområder og dermed også på bevarelse af biodiversitet.

Men rewilding er ikke uproblematisk. For at kunne genskabe de naturlige dynamikker i landskabet er det nemlig vigtigt, at mennesker ikke griber ind. Processerne skal have lov at finde den rette balance for at få størst mulig effekt. Væltede træer skal blive liggende og langsomt blive til muld. Dyr, der dør, skal blive liggende som ådsler, så krager, biller og mikroorganismer kan nyde godt af dem og langsomt få alle næringsstofferne tilbage til jorden – sådan som det også foregik tidligere. Naturen skal simpelthen have lov at gå sin gang!

Det lyder jo umiddelbart fint. Ræve, egern, svaner og andre dyr, der lever derude, dør jo også en naturlig død. Men hvad nu, hvis der er tale om heste, køer eller andre domesticerede dyr, som er tilpasset et liv under vores beskyttelse? Er vi så også parate til at ”lade naturen gå sin gang”? Er vi parate til at lade dem sulte i nogle hårde vintermåneder og måske endda dø en pinefuld død for ikke at skubbe til balancen? Eller er der grænser for, hvor langt vi vil gå i ”rewildingens” navn og dermed ikke opnå den fulde effekt? Den vilde natur består jo også af de mange små dyr, der lever i og på jorden, og som er helt afhængige af, at der jævnligt ligger rådnende kadavere, de kan mæske sig i. De er også en del af den fauna, man gerne vil genetablere, og de har brug for de døde dyr.

Og så er der lovgivningen. Hvilke regler skal gælde for dyr, der kommer fra vores varetægt som f.eks. heste, og som dermed har været beskyttet af regler om husdyrhold, når de fra det ene øjeblik til det andet sættes ud i naturen? Har vi så ikke længere noget ansvar for de udsatte heste? Det er alt sammen spørgsmål, der skal diskuteres, før rewilding for alvor kommer til at indgå i den danske naturforvaltning. Vi tager nu debatten i Det Dyreetiske Råd. Men sideløbende skal rewilding også være en del af samfundsdebatten for at sikre, at rammerne for rewilding kan komme på plads. Det skylder vi dyrene, og det skylder vi os selv som samfund.


MENU